Udgivet i

Leg og læring, hele livet

At lege er en essentiel aktivitet for alle børn. Vores minimennesker har forskellige præferencer, men ens for alle er det at de ELSKER at lege. Og det er både godt og sundt.

Teori om leg spænder vidt og I kan finde flere forskellige faggrupper tale om leg og læring, hvis I laver en hurtig søgning på området. Vores forskellige faglige input, hjælper til at vi som forældre kan forstå legens betydning, hvad enten det er med et pædagogisk, psykologisk, fysioterapeutisk eller ergoterapeutisk perspektiv.

Alle faggrupper er enige om at legens vigtighed og betydning gennem barndom, ungdom og voksenliv er byggesten for udvikling og læring. Børn lærer motoriske, sensoriske, kognitive, sproglige og sociale færdigheder gennem leg.

Det handler om at lege i barnets nærmeste udviklingszone (NUZO), hvor det hverken er for udfordrende eller for “let og kedeligt”. Vi som forældre har et ansvar for at motivere til leg og bevægelse, men det kan være svært at vide hvornår det er lige tilpas udfordrende og udviklende for vores børn, samt hvordan vi finder den rette motivation.

Mit bedste råd er at motivere – at finde motivationen hos både barn og voksen.
Børn ser os og alt hvad vi gør (og nogle gange hvad vi tænker). Hvis de ser os deltage aktivt i legen, smile, være glade og have det sjovt, vil de selv have større motivation for at være med og udfordre sig selv.

Smid telefonen ind i et andet rum, og giv dig selv og dit barn ro til at lege, have nærvær og hygge, lidt hver dag. Jeg vil garantere dig at tiden vil flyve af sted, når I finder en sjov leg sammen.

Omgivelsernes betydning er en vigtig faktor i leg og udvikling, så det er også vigtigt at vi udfordrer os selv på, hvor og hvornår det er okay at lege og udfolde sig.

Hvordan kan vi så sikre vores børn den “rette” leg?

Jeg har for nylig lavet et samarbejde med Little Unbox, hvor I finder fif, tips og tricks, der passer til barnets alder og det sjove legetøj der er med i kassen. Hver måned modtager man en ny boks med inspiration og skønne gaver. Det er altså smart!

Sørg for at finde tid til leg og sjov i hverdagen, både når dit barn er få måneder gammel, er startet skole, er blevet en ung teenager, men også når de vokser op og møder den travle og kedelige hverdag.

Alle burde lege hele livet! <3

Udgivet i

Den spæde start

Der er mange tanker, overvejelser og nye rutiner, når man får et lille spædbarn. Ofte står nybagte forældre helt forvirrede og får 48 forskellige ting at vide.

Alle vil gerne hjælpe på vej, både sundhedsprofessionelle, bedsteforældre og venner med børn – og det er så svært at finde ud af hvordan man skal forholde sig til det hele. Mit bedste råd er, at mærke efter hvad ens mavefornemmelse fortæller dig.

Hvad kan jeg lave med sådan en lille en?

Der er ikke mange minutter i løbet af en dag, til at lege med et spædbarn – de skal spise, sove, have skiftet ble, måske i bad etc. og så begynder man forfra, stort set. Men man kan få gode stimulerende lege og øvelser ind i de små rutiner, f.eks. i puslesituationer eller putteritualer.

Og hvordan gør man så det?

Når man pusler den lille er der mulighed for at lave nogle trille øvelser fra ryg til mave og omvendt, samt at øve at komme op “korrekt”. Når jeg vælger at bruge ordet “korrekt” er det i den forstand at følge barnets naturlige bevægemønster og understøtte dette. Rul barnet om på siden og støt de små ved skuldre og nakke. Derefter kan du “sætte dit barn op” med støtten fra dig og få dit barn op til dig. Det stimulerer til at bruge de skrå muskelkæder.

Når den lille skal trille, er det vigtigt at støtte dit barn ved at starte bevægelsen ved benet. Bøj ved hoften og knæet, forestil dig en trappeformation med 90 graders bøjning i både hofte og knæ. Læg mærke til om dit barn spæder op i maven og ikke bøjer nakken og hovedet langt bagover.

Du kan med fordel stimulere dit barns vestibulære sans, ved at hænge på hovedet, f.eks. når I går fra puslebordet ind mod stuen eller værelset igen.

Forskellige løfte- og bæreteknikker er med til at forebygge diverse låsninger og skævheder hos både dig og dit minimenneske. Det er altid en god idé at variere teknik samt at bruge både højre og venstre side.

Og husk at det er helt okay, at nyde “barselsboblen” og hud-mod-hud med din baby. Læg jer mave mod mave og lær hinanden at kende, samtidig med at den lille øver sig i maveliggende, på en tryg, varm og velkendt krop.

Vil du vide mere og have både øvelser og teknikker demonstreret?

Jeg har for nylig oprettet et hold hvor jeg underviser forældre i selv samme. Desuden tilbyder jeg både fysiske og online konsultationer, hvor forældre ofte efterspørger forebyggende og sansemotoriske lege og øvelser.

I er altid velkomne til at kontakte mig, hvis I har spørgsmål.

Psssst! Jeg deler ofte små tips og tricks på min Facebook side og på Instagram 😉