Så er det spisetid

Alle ved, at spisetiden er vigtig for vores små minimennesker – for de skal jo have deres næring og energi. Men de færreste ved hvor mange vigtige elementer der gemmer sig bag det “at spise”.

Fra fødslen: Bryst eller flaske

Om man selv vælger det ene frem for det andet, eller er “nødsaget til” at gå den ene eller anden vej, ja så ser jeg det samme.

De fleste sidder forkert når de giver den lille bryst eller flaske

Mor skal tænke på flere ting i denne situation:

  • Siddestilling: Baby skal op til mor, ikke mor ned til baby.
    Langt de fleste af dem jeg taler med, har en ammepude. Men det er de færreste ammepuder på markedet der er høje nok, og derfor kommer mor til at læne sig ned og fremover for at nå barnet. Eller også er det “nemmere og hurtigere hvis jeg bare liiiige skynder mig, at sætte mig her på skamlen”. Jeg kan kun anbefale at tænke over hvordan og hvor man placerer sig, når der skal ammes/gives flaske.
    Det kan forebygge diverse små skavanker som ondt i lænden, hold i ryggen, stiv nakke, ømme skuldre og nerver i klemme.
  • Babys mund skal altid være under ørernes højde. Dvs at baby ikke må ligge helt ned, men derimod på skrå.
    Det er blandt andet forebyggende for mellemørebetændelse og hjælper til en god mundmotorisk udvikling.
  • Babys hoved skal have lidt vinkel – hagen skal pege en smule nedad. Hvis babys hoved læner sig for meget bagover, skal baby ikke arbejde for sagen, for så er det tyngdekraften der “hælder” mælken ned – uden pauser.
  • Flasken: Hullet på sutten skal være lille og naturtro.
    Hold øje med at baby ikke får fat på det store runde stykke ned mod selve flasken. Det er bedre for babys mundmotorik, at baby har fat om selve sutten.
  • Stimuler sutterefleksen: De fleste har allerede hørt det. Babys sutterefleks kan stimuleres ved at massere babys håndflader og/eller fodsåler.

 

Vil dit barn ikke ta’ flaske? Prøv apotekets engangsflasker – der kan klemmes mælk ud, indtil barnet selv lærer at sutte

 

Fra ca. 5 måneder: Ske-mad

Barnet skal til at opleve en helt ny verden af smag og konsistens. Igen er der flere ting som forældrene skal overveje:

  • Siddestilling (denne gang ved barnet): De helt små kan endnu ikke sidde selv, så her er det ekstra vigtigt med god støtte og at de ikke sidder for længe. De bedste forudsætninger for det siddende barn der skal spise er, 90 graders vinkel i hofteled, knæled samt fodled. Barnet skal have støtte under sine fødder, i form af en fodplade og barnets næse skal pege lige ud (hovedet skal hverken være på skrå eller bøje forover/bagover).
  • Skeen: Vælg en ske der passer til dit barns mund.
    Mange skeer på markedet er store og dybe. Det kan være alt for udfordrende for de små, og de lærer herved en forkert teknik, som kan være svær at komme af med igen. Hvis du ønsker at hjælpe dit barns mundmotoriske udvikling, skal du vælge en lille, smal og flad ske.
  • Konsistens: Alle små minimennesker starter ud med mos/grød. Men nogen foretrækker at der fra start af, er lidt struktur i maden. Det skal selvfølgelig nøje afprøves med forælderens opsyn. Brug evt. en gaffel til at mose maden med, i stedet for at blende det helt fint.
  • Smag: Igen er det vigtigt at prøve sig forsigtigt frem. De færreste babyer ønsker at få en stærk chili, men nogen foretrækker smag og kraft frem for f.eks. majsgrød (der forresten, efter min mening, smager lidt af luftfrikadeller).
  • Spise med fingrene: Ja, måske hele hånden. Det sviner, det roder og det er den rene grisesti, men det er det værd. De små guldklumper lærer at sanse deres mad, undersøge den og forudsige konsistens samt temperatur. Det giver gode og sunde spisevaner og forebygger kræsenhed.

Når alt dette er sagt, ved jeg godt at der er travle hverdage og at en højstol fra IKEA bare er smart at have med, når man skal på tur. Så tænk på dette som nogle retningslinjer der er gode at stræbe efter at overholde ved hvert måltid, men at det er okay, at det ikke altid bliver 100%. Vi er jo kun mennesker 😉

En ekstra bonus er, at det er de samme muskler man bruger til at spise med, som til at tale

Disse fysiske faktorer for mundmotorik er ikke forudbestemte, det er noget vi kan udvikle og træne allerede fra fødslen af. God mundmotorik er lig med god udtale og ingen savlen. Og så igen, vil der være situationer, som nu, hvor man er dybt koncentreret, hvor man glemmer at man skal lukke munden (og så havner der pludselig savl på ens computer – hov!) Men det er en helt anden sag…

Har du spørgsmål om temaet, er du altid velkommen til at skrive eller ringe. Find kontaktoplysninger her.

Bon appetit ! 🙂

 

 

Klik her for at læse andre artikler og husk at tilmelde dig vores nyhedsbrev for at få besked om kommende artikler og andre nyheder.

Interesseret i Stimulastik® i Odense?

Find vores Stimulastik®-hold her.

“Stimulastik er helt fantastisk, børnene får brugt en masse energi og bliver udfordret på den helt rigtige måde. Timen slutter roligt af, hvilket gør de små pus klar til at hoppe direkte ud i barnevognen. Jeg kan kun varmt anbefale Ergobarn til andre!” //Mor til Linus

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *